Danmark spenderer langtfra den pose penge på forsvaret, som Nato-landene har en fælles målsætning om.
Men den danske forsvarsminister, Peter Christensen (V), afviser under et topmøde i Warszawa, at de andre lande i alliancen møder ham med skuffede blik. De vil dog gerne have mere fra Danmark.
- Jeg tror, at der bliver kigget forventningsfuldt på mig, siger Peter Christensen.
I følge Natos skøn bruger Danmark 1,17 procent af BNP på forsvaret. Dermed er der langt op til de to procent, som landene i alliancen for to år siden blev enige om som målsætning med frist i 2024.
Regeringens ambition er at øge forsvarsbudgettet. Men rammerne har man ikke lagt sig fast på, uddyber forsvarsministeren.
/ritzau/