På torsdag stemmer briterne om, hvorvidt man skal forlade Den Europæiske Union.
Hvis det står til Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, stemmer briterne ja til at fortsætte i det europæiske samarbejde.
Forlader briterne EU, vil det nemlig forringe sikkerheden i Europa, siger Stoltenberg i et interview med Jyllands-Posten og fire andre europæiske medier.
- Det er op til de britiske borgere at beslutte, men jeg kan sige, hvad der betyder noget for Nato: Et stærkt Storbritannien i et stærkt Europa er godt for Storbritannien og for Nato. Vi lever i en tid med historisk store sikkerhedsudfordringer fra både øst og syd med terror, ustabilitet og et mere selvhævdende Rusland, siger Nato-chefen.
- Enighed og stabilitet er måske vigtigere end nogensinde, og vi har ikke brug for et fragmenteret Europa, der bidrager til ustabilitet og uforudsigelighed. Det vil ikke tjene vores fælles sikkerhed, uddyber Stoltenberg.
Den tidligere norske statsminister fremhæver også, at det er en stor styrke, at briterne, som er Europas største militærmagt, sidder med ved bordet i både Nato og EU.
Sidste måned advarede fem forhenværende Nato-chefer, deriblandt tidligere statsminister i Danmark Anders Fogh Rasmussen, mod at briterne melder sig ud af EU.
Det skete dengang i et fælles indlæg i den britiske avis The Daily Telegraph. Her skrev de, at det såkaldte brexit vil føre til mindre britisk indflydelse, undergrave Nato og styrke Vestens fjender.
Samarbejdet mellem Nato og EU har blandt andet vist sig vigtigt i forhold til Rusland.
Det var EU og ikke Nato, der som svar på Ruslands aggressive fremfærd over for Ukraine indførte sanktioner.
Det var også EU, som under den tidligere britiske EU-udenrigschef Catherine Ashton, leverede et gennembrud i atomvåbenforhandlingerne med Iran.
/ritzau/