Nato bekræfter fredag eftermiddag, at Norges tidligere statsminister, Jens Stoltenberg, skal afløse Anders Fogh Rasmussen som Natos generalsekretær.
- Denne eftermiddag har Det Nordatlantiske Råd besluttet at udpege Jens Stoltenberg som generalsekretær i Nato og formand for Det Nordatlantiske Råd som efterfølger for Anders Fogh Rasmussen.
- Stoltenberg vil påtage sig sit hverv som generalsekretær den 1. oktober 2014, når Fogh Rasmussens mandat udløber efter fem år og to måneder i spidsen for alliancen, oplyser Nato i en pressemeddelelse.
Udnævnelsen af Stoltenberg kommer, efter at ambassadørerne for de 28 Nato-lande fredag har været samlet i Nato-hovedkvarteret i Bruxelles for at godkende Jens Stoltenberg som ny øverste chef for den vestlige forsvarsalliance.
Norske medier har gennem de seneste uger beskrevet, hvordan formanden for det norske socialdemokratiske Arbeiderparti er rykket tættere på posten som Foghs afløser i Nato.
Og de seneste dage er de officielle støtteerklæringer til Jens Stoltenberg også begyndt at strømme ind forud for den officielle udnævnelse fredag.
Lykønskningerne til Jens Stoltenberg strømmer ind fra hele den vestlige verden. Blandt de første til at ønske tillykke er den afgående Natochef, Anders Fogh Rasmussen, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
- Jeg har kendt Jens Stoltenberg i mange år og ved, at han er den rette mand til at bygge videre på Natos styrke og succes, skriver Fogh på Twitter.
Thorning understreger i en pressemeddelelse, at "Jens Stoltenberg er den helt rigtige til at lede alliancen".
Jens Stoltenberg er 55 år og har været formand for Arbeiderpartiet siden 2002. Stoltenberg har i to perioder været norsk statsminister, men mistede senest regeringsmagten ved valget sidste efterår.
Det bliver første gang, at en nordmand skal varetage opgaven som generalsekretær for Nato.
/ritzau/