Det var med en voldsomt urolig optakt, at Napoli lørdag aften slog Fiorentina 3-1 i den italienske pokalfinale.
Før kampen opstod der voldsomme uroligheder blandt tilskuerne, og en Napoli-fan er angiveligt blevet alvorligt såret.
Gazzetta dello Sports skriver, at 40 personer - heraf en enkelt politibetjent i civil - er blevet såret i forbindelse med et skyderi. De to fanklubber kastede med sten, og urolighederne forsinkede kampen med 45 minutter.
Da den endelig kom i gang, viste Napoli sig dog bedst.
Allerede efter 17 minutter stod der således 2-0 til napolitanerne, begge mål signeret Lorenzo Insigne.
Efter 28 minutter lykkedes det Juan Vargas at reducere til 2-1, som var stillingen den næste time, og omkring 10 minutter før tid, fik Fiorentina hjælp fra dommeren: Napolis midtbanespiller Gökhan Inler fik rødt kort, og Fiorentina pressede på.
Men i kampens sidste minut scorede Dries Mertens til 3-1 og sørgede endegyldigt for, at pokalen nu skal stå i Napoli.
- Det var en fantastisk kamp, som virkede overkommelig i begyndelsen, men så kom vi under mere pres. Selvom vi blev reduceret til 10 mand, holdt vores forsvar stand, og spillerne gav sig 100 procent, siger Napolis træner Rafael Benitez.
Fiorentinas træner Vincenzo Montella var utilfreds med holdets indsats i begyndelsen af pokalfinalen. Men han er trods nederlaget stolt over, at spillerne kæmpede sig tilbage i opgøret.
Det er anden gang på tre år, at Napoli vinder den italienske pokalfinale.
/ritzau/AFP