Nadal giver stortalent en tennislektion i Paris

admin

|

29/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Rafael Nadal viste glimt af sit bedste spil, da den regerende mester torsdag spillede sig videre til tredje runde ved French Open.

Den spanske verdensetter slog det østrigske stortalent Dominic Thiem med 6-2, 6-2 og 6-3.

Thiem, der er nummer 57 på verdensranglisten, formåede at presse Nadal med en stærk forhånd, men spanieren havde ofte lige det ekstra slag, der afgjorde duellerne.

Efter kampen havde Rafael Nadal stor ros til sin modstander.

- Dominic er en farlig modstander, og jeg vidste, at jeg ville komme i problemer, hvis jeg ikke spillede godt.

- Han er en af fremtidens stjerner - det er 100 procent sikkert. Han har et højt niveau og er stærk både med forhånden og baghånden. Han har alt det, hvad der kræves for at blive mester, siger spanieren.

Nadal har i det seneste årti været næsten suveræn i Paris, hvor det nu er blevet til 61 sejre og et enkelt nederlag siden 2005.

I år kan han blive den første spiller til at vinde French Open fem år i træk på herresiden.

Optakten til French Open har i år ikke været helt perfekt for Rafael Nadal, der plejer at være næsten suveræn på grus. Det er nemlig blevet til en række overraskende nederlag frem mod årets anden grand slam-turnering.

Rafael Nadal skal i tredje runde møde argentinske Leonardo Mayer, der slog Teimuraz Gabashvili fra Rusland.

Femteseedede David Ferrer og Andy Murray, der er seedet syv, spillede sig også videre i turneringen med sejre torsdagens kampe.

/ritzau/

Ads by MGDK