Tennissporten har fået en ny spændende konstellation. Søndag kom det frem, at franske Amelie Mauresmo bliver ny træner for Andy Murray.
Skotten, som fredag blev slået ud i semifinalen ved French Open af Rafael Nadal, har hyret Mauresmo - foreløbig for resten af græssæsonen.
Murray har spillet uden træner, siden det succesfulde makkerskab med Ivan Lendl blev opløst i marts.
Den tidligere toptennisspiller Mauresmo har været nummer et i verden tilbage i 2004 og nåede at vinde grand slam-turneringerne Australian Open og Wimbledon i sin aktive karriere.
- Jeg er spændt på mulighederne i det nye makkerskab, og Amelie er en, som jeg altid har set op til og beundret.
- Hun har mødt modgang mange gange i hendes karriere, men hun var en fantastisk spiller og vandt store titler - inklusive Wimbledon, siger Murray til sin egen hjemmeside.
Som den første opgave skal 34-årige Mauresmo hjælpe Murray med at forsvare hans titler i Queens og senere Wimbledon. Murray vandt sidste år Wimbledon, og han håber at vinde flere grand slam-titler i fremtiden.
Mauresmo blev allerede sat i forbindelse med trænerposten for Murray, da hun overværede hans kamp i første runde ved French Open mod Andrey Golubev.
Det bedste tennisår for Mauresmo er tilbage i 2006, hvor hun nåede til tops i både Australian Open og Wimbledon.
Mauresmo slog på vejen mod Wimbledon-triumfen dette års French Open-vinder Maria Sharapova i semifinalen og senere belgieren Justine Henin i finalen.
I 2009 stoppede Mauresmo karrieren som spiller og blev træner - i første omgang for landsmanden Michaël Llodra.
I 2012 blev hun træner for den daværende verdensetter Victoria Azarenka, og sidste år var hun træner for franske Marion Bartoli, som overraskende vandt Wimbledon.
- Jeg er begejstret for at kunne arbejde sammen med Andy. Han er en fantastisk talentfuld tennisspiller, og jeg føler, at jeg har meget at tilbyde ham og holdet omkring ham.
- Jeg ser virkelig frem til arbejdet og til at hjælpe ham til flere grand slam-sejre, siger Mauresmo.
/ritzau/