- Det står ikke 5-0 ved pausen.
Den tyske topscorer Thomas Müller forventer ikke overraskende en sværere opgave i VM-finalen mod Argentina end i semifinalen, hvor Brasilien blev ydmyget 7-1 efter 5-0 ved pausen.
- Det vigtige bliver at bevare roen, når kampen er lige eller kritisk, siger den Thomas Müller på et pressemøde op til kampen.
Med sine fem scoringer har han været en vital brik i tyskernes offensiv.
Defensivt har anføreren Philipp Lahm sædvanen tro været en stor profil. Han ser lyst på mulighederne for en tysk triumf.
- Vi er optimistiske. Vil vil langt om længe bringe VM-pokalen hjem til Tyskland, siger Lahm.
Han mener, at holdet denne gang har forudsætningerne for at gå hele vejen.
- Hele denne generation ved, hvad det handler om nu. Jeg mener, at erfaring er vigtig, og vi har alle spillet store kampe nu. Vi har udviklet os gennem de seneste år, fået mere rutine og er blevet mere modne, lyder det fra Lahm.
2014-finalen er en kopi af VM-finalerne i 1986 og 1990. Argentina vandt den første 3-2, mens Tyskland sejrede 1-0 fire år senere.
Søndagens finale begynder klokken 21.
/ritzau/DPA