Mudderskred smadrer hjem og dræber tre i USA

admin

|

23/03/2014

Dagens topnyheder

Et mudderskred bragede lørdag ind i flere hjem i en landsby nordøst for Seattle, hvor mindst seks huse er blevet smadret under sammenstødet.

Ifølge officielle kilder er tre personer dræbt og otte såret i landsbyen Oso, der ligger i delstaten Washington.

- I alt er otte personer blevet reddet på dette tidspunkt, og de bliver behandlet på lokale hospitaler, herunder en seks måneder gammel baby, skriver talskvinde Shari Ireton fra de lokale myndigheder på Twitter.

Beboerne i området er også blevet advaret om faren for oversvømmelser, efter at kraftige regnbyger har præget bjergregionen på det seneste.

Lokale Robin Youngblood fortæller til Seattle Times, at hun sad i sin stue med en ven, da de hørte et brag.

- Pludselig var der en mur af mudder, siger hun til avisen.

Mudderskredet ramte Youngbloods hus, og de to venner blev begravet i dyngerne og måtte selv grave sig fri.

- Vi begyndte at råbe om hjælp. Tre børn kom løbende, fortæller 63-årige Youngblood.

Hun bad børnene om at finde en voksen og ringe efter hjælp. Dækket med mudder og rystende blev de hentet af en helikopter, og Robin Youngblood fortæller, at hun slap fra sit ødelagte hjem med en skade i fingeren.

Ifølge Seattle Times er babyen og to andre personer i kritisk tilstand efter mudderskredet, og over 100 redningsfolk er i området, hvor de leder efter personer, der fortsat kan være fanget i ødelagte huse.

/ritzau/AFP