Mourinho driller Arsenal: Fabregas ville ikke retur

admin

10 år siden

|

19/07/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tidligere på sommeren hentede Chelsea Cesc Fabregas retur til Premier League fra FC Barcelona.

Spanierens tidligere klub Arsenal havde ellers en forkøbsrettighed til ham, når destinationen var Premier League, men det forlød, at Arsenals manager Arsène Wenger var tilfreds med sin stab af centrale midtbanespillere som Mesut Özil, Aaron Ramsey, Jack Wilshere og Mikel Arteta, så han var slet ikke interesseret i Fabregas.

Men nu driller Chelseas manager José Mourinho Arsene Wenger og Arsenal ved at sige, at Fabregas slet ikke ville til Arsenal.

- Som alle ved, havde Arsenal en option, som gjorde, at de kunne blande sig, men jeg fornemmede, at han ikke var åben for det.

- Jeg tror, at han var meget interesseret i at skifte til os, så det var et let job for mig.

- Jeg talte kun med ham i 20 minutter. Jeg tror, at han virkelig ønskede at komme til os, siger Mourinho, som fredag talte ved et offentligt arrangement i London.

José Mourinho slog også fast, at Chelsea med indkøbet af den brasilianske forsvarsspiller Filipe Luis fredag nu er færdig på transfermarkedet denne sommer.

- Jeg synes, at vi gjorde et fantastisk job. Ikke kun på grund af, hvad vi har købt, men også fordi vi nærmest gjorde det på rekordtid. Transfervinduet lukker den 31. august, men vi blev færdige den 19. juli, siger Mourinho.

- Vi vidste, hvad vi skulle bruge, vi kendte spillerne, og klubben kontaktede dem og deres klubber på et meget tidligt stadie, fortæller han.

Den nye sæson i Premier League bliver indledt den 16. august.

/ritzau/