Morten Olsen kan godt finde på at spare nogle af profilerne, når landsholdet torsdag aften møder Ungarn i en venskabskamp.
Landstræneren oplyser, at flere spillere døjer med eftervéerne fra en hård sæson på klubplan.
- Vi vil fokusere på friskhed. Det handler om at finde folk med lette ben efter en lang sæson, hvor en del spillere har været involveret i vigtige kampe.
- Måske er der et par stykker, vi næsten ser helt væk fra, siger Olsen onsdag eftermiddag på et udendørs pressemøde på en hotelterrasse lidt uden for Debrecen.
- Nogle af spillerne har været ude i gevaldige slag, som har kostet fysisk og mentalt. Vi skal spille to kampe, først mod Ungarn og i næste uge mod Sverige, så det vil være dumt at bruge dem, når andre er friske, fortæller han.
Med spillerne siddende henslængt rundt omkring sig i havestole slår landstræneren dog fast, at målet er at slå Ungarn i Debrecen.
- Indstillingen skal være som i en kvalifikationskamp, men vi skal både bruge kampen til at sammenspille og teste.
- Alt sammen handler om starten af september, hvor EM-kvalifikationen begynder. Alt, vi gør, peger hen mod Armenien, forklarer Morten Olsen med henvisning til kampen den 7. september i Parken.
Danmark spillede senest mod Ungarn i kvalifikationen til VM i 2010, hvor landsholdet endte med at komme med til Sydafrika.
- Vi spillede 0-0 i Ungarn, og isoleret set var det ikke nogen god kamp, men den var med til at gøre, at vi kvalificerede os til VM. Vi tabte til Ungarn i Parken i efteråret 2009, men det kunne vi heldigvis tillade os, husker Olsen.
Et kodeord for landstræneren frem mod EM i 2016 er stabilitet, hvilket han har talt med landsholdsspillerne omkring.
- Det er vigtigt for os at finde noget stabilitet. Hvis vi taber bare nogle få kampe, så kommer vi ikke med til slutrunderne. Det handler om at finde stabilitet og finde spillere med stabilitet, fastslår han.
Landsholdets gennemsnitsalder til opgøret mod Ungarn er på 25-26 år, og selv om Morten Olsen synes, at han har en ung trup, så mener landstræneren, at han har en god blanding samlet i Debrecen.
- Det er et meget ungt hold. Nogle af de store hold til sommerens VM har trupper, hvor gennemsnitsalderen er 30-32 år.
- Men vi har en god blanding af unge, der er nysgerrige, men heldigvis også spillere, der har spillet en del kampe, som er afklarede med, hvordan vi skal gå ind til kampene. Den afklarethed er vigtigt for landsholdet, siger Olsen.
Efter torsdagens opgør mod Ungarn venter Sverige i en venskabskamp i Parken i næste uge.
/ritzau/