Efter flere henvendelser fra bekymrede forældre om fartsyndere i området omkring en skole, placerede politiet for nylig en fartkontrol i nærheden af skolen i Bodø i Norge.
Det skriver norske Dagbladet.
Pointen var naturligvis at få bilister til at sænke farten og dermed øge børnenes sikkerhed.
Derfor blev politiet særdeles overrasket over en opdatering på Facebook fra en mor til elever på skolen.
Kvinden havde spottet fartkontrollen og besluttede sig for at advare om politiets tilstedeværelse i en gruppe dedikeret til at oplyse om kontroller i nærområdet.
- Jeg må sige, at det er skræmmende, hvor lidt folk tænker sig om. Vi er ikke ude efter nogen, men arbejder forebyggende for at give netop hendes børn en tryggere skoledag, siger chefen for udrykningspolitiet i Bodø Knut Danielsen til Avisa Nordland.
- Det er rystende, at forældre advarer om fartkontrol uden for deres egne børns skole, tilføjer han.
Knut Danielsen fortæller, at han ikke havde været lige så påvirket af advarslen, hvis den bare var lagt ud om aftenen, men den blev allerede lagt på Facebook en halv time inde i kontrollen om morgenen.
- Vi kommer til at fortsætte med at lave kontroller ved denne og andre skoler, lover Danielsen.
Kvinden har slettet sin advarsel på Facebook, efter at hun har modtaget flere negative tilbagemeldinger fra andre personer i gruppen.
Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: