Mogensen skal styre Danmark i EM-semifinalen

admin

10 år siden

|

20/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De danske håndboldherrer kan mandag aften spille sig i semifinalen ved EM på hjemmebane, hvilket kræver en sejr over Ungarn.

Navnene på de udvalgte i landstræner Ulrik Wilbeks startopstilling viser, at Danmark ikke tager let på opgaven, de store navne er således med fra start.

Niklas Landin passer målet, fløjene er Anders Eggert og Hans Lindberg. Mikkel Hansen er med i begge ender, og det samme er playmaker Thomas Mogensen, der således fra start skal styre det angrebsspil, der gerne skulle munde ud i mål nok til en sejr over Ungarn.

I angrebet er Kasper Søndergaard med fra start, mens han i forsvaret erstattes af Henrik Møllgaard.

Det ligner på papiret en sikker dansk sejr, men sådan ser spillere og trænere slet ikke på det en times tid før kampstart.

- Det er forkert at tro, at vi bare lige skal ind og spille os i semifinalen. Sådan er det ikke, det kræver en 100 procent koncentreret indsats, for det bliver ikke nemt, siger assisterende landstræner Klavs Bruun Jørgensen som optakt til kampen.

- Ungarn har måske ikke de store stjerner, men det er et stærkt hold bestående af store, stærke og solide håndværkere, siger han.

Planen er blandt andet, at Danmark med offensive backs i forsvaret han holde de hårdt skydende ungarske backs fra at lave ret mange mål på Niklas Landin.

Kampen spilles i Boxen i Herning og fløjtes i gang klokken 20.30.

Hvis Danmark ikke vinder kampen, er der endnu en chance for at nå semifinalen. Det kræver i så fald en sejr over Island på onsdag i den sidste kamp i mellemrunden.

/ritzau/