MobilePay advarer: Disse svindlere tømmer danskernes konto og disse tegn skal du lægge mærke til

Laurids Gjelstrup

5 timer siden

|

12/03/2025
Nyheder
Foto: MobilePay
Foto: MobilePay
Disse svindlere tømmer danskernes konto og disse tegn skal du lægge mærke til.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mange danskere bruger MobilePay som en fast del af hverdagen, men svindlere har i stigende grad fået øjnene op for betalingstjenesten som et nyt jagtmarked.

MobilePay melder om en markant stigning i svindel, hvor især tre metoder går igen. Nu advarer de brugerne direkte i appen for at forhindre flere i at blive snydt.

Blandt de mest udbredte svindelnumre er den såkaldte 'bekendt i knibe'-svindel, også kendt som 'trusted relations'.

Her udgiver svindleren sig for at være en ven eller et familiemedlem i akut økonomisk nød og beder om penge.

MobilePay oplyser, at denne type svindel steg med 158 procent i andet halvår af 2024, og at ofrene i gennemsnit mister 6.000 kroner per gang.

Hundredvis af danskere rammes hver måned af lignende bedragerier.

”Hos MobilePay kan vi desværre se, at svindlerne bliver dygtigere og mere kreative hele tiden – og vi ser også en stigning i antallet af tilfælde, hvor en dansker desværre swiper penge afsted til en svindler,” siger Jeanette Hertzum, landechef i Danmark hos MobilePay, til Ekstra Bladet.

Disse svindlere er på spil

Ud over 'bekendt i knibe'-svindlen oplever MobilePay også mange sager med 'Hej Mor-svindel', hvor en gerningsmand udgiver sig for at være et barn, der beder en forælder om penge, samt svindel via Snapchat, hvor svindlere overtager en konto og beder venner om overførsler.

En tredje metode er 'muldyr-svindel', hvor kriminelle får andre til at stille deres MobilePay-konto til rådighed for at skjule pengeoverførsler.

For første gang har MobilePay valgt at advare brugerne direkte i appen, da svindeltilfældene vokser.

”Svindlerne udnytter, at vi altid står klar til at hjælpe dem, vi holder af, og de er dygtige til det. Men det kan være svært at få pengene tilbage, hvis først man har sendt dem til en svindler,” forklarer Jeanette Hertzum.

MobilePay opfordrer derfor alle brugere til altid at dobbelttjekke henvendelser, der involverer penge – særligt hvis en person pludselig har skiftet nummer eller skriver fra en ny konto.