Mistænkt rocker i hashsag er død i fængslet

admin

10 år siden

|

14/03/2014

Dagens topnyheder

En af de formodede hovedpersoner i en stor hashsag er fundet død i Politigårdens Fængsel i København dagen efter en storstilet politiaktion rettet mod hashsalget på Christiania.

Angiveligt skal rockeren have begået selvmord ved hængning, oplyser politiet.

- Det er formentlig selvmord, og det undersøges nu. Muligvis skal der foretages en obduktion, siger Henrik Møller Jakobsen fra Københavns Politi.

I den forbindelse skal det også klarlægges, om den afdøde eventuelt var påvirket af medicin, lyder det fra politiet.

I Københavns Fængsler ønsker man først at udtale sig, når de pårørende er blevet underrettet.

I alt 80 personer blev varetægtsfængslet efter den storstilede aktion mod 150 adresser rundt om på Sjælland.

Blandt de fængslede er flere medlemmer af Hells Angels.

Politiet mener, at én person fra rockergruppen har styret en stor del af handlen med hash i Pusher Street i København. Det er angiveligt denne person, der har begået selvmord.

Fængslet på Politigården i København hører under Kriminalforsorgen.

Her anbringes normalt fanger, som har forsøgt at flygte eller har optrådt voldeligt.

Derfor er sikkerhedsforanstaltningerne her særligt høje i forhold til andre arresthuse.

Manden var blandt de 80, der under langvarige grundlovsforhør torsdag og natten til fredag blev varetægtsfængslet i Københavns Byret.

Kriminalforsorgen havde på forhånd fået besked om aktionen og var derfor forberedt på et stort rykind.

Derfor er nogle af de nu varetægtsfængslede placeret to og to i celler, som normalt bebos af en enkelt person.

Det var tilsyneladende også tilfældet i Politigårdens Fængsel.

/ritzau/