Mistænkelig genstand nær Udenrigsministeriet var ufarlig

admin

|

22/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En genstand, der førte til, at området omkring Udenrigsministeriet i det centrale København søndag var afspærret i omkring tre timer, viste sig at være ufarlig.

Forsvarets ammunitionsryddere, EOD, uskadeliggjorde søndag først på eftermiddagen genstanden, og da folk fra forsvaret iført bombedragter bagefter fik den undersøgt, kunne de konstatere, at den ikke var til fare for nogen.

Området, der ligger på Christianshavn, blev afspærret, da der søndag formiddag klokken cirka 11.40 blev fundet en mistænkelig genstand i Sankt Annæ Gade lige ved Strandgade.

- Det er en mistænkelig bombelignende genstand, der har vakt bekymring, oplyste vagtchef Henrik Stormer, Københavns Politi, tidligere søndag til Ritzau.

Politiets tese var ifølge vagtchefen, at der var tale om en ufarlig genstand, hvilket forsvarets undersøgelse bekræftede.

Den mistænkelige genstand var en pakke, der var omviklet med gaffatape, så man ikke kunne se, hvad det var.

- I betragtning af det beredskabsniveau, som vi har nu, tager vi den slags alvorligt, siger vagtchef Kristian Aaskov, Københavns Politi.

Genstanden blev uskadeliggjort af en rullemarie. Undersøgelsen af den gik i gang få minutter før klokken 14 og varede omkring en halv time, før Københavns Politi kunne erklære den uskadelig og ophæve afspærringen.

Det afspærrede område omkring Udenrigsministeriet har strakt sig fra ministeriets bygning lige ved Knippelsbro til Bådsmandsstræde. Også Sankt Annæ Gade har været spærret fra Ovengaden Neden Vandet til Strandgade.

/ritzau/