Efter to og et halvt år i hollandske PSV Eindhoven kan Mathias "Zanka" Jørgensen igen kalde sig FC København-spiller. Som han også kunne det inden skiftet til PSV.
Skiftet var dog næppe blevet til noget, hvis FCK var blevet enig med FC Midtjylland om et køb af Erik Sviatchenko.
Det fortæller FC Københavns manager, Ståle Solbakken.
- I hændelsesforløbet med Erik Sviatchenko kom det frem, at det faktisk var muligt med en reunion i København med "Zanka".
- Vi orienterede "Zanka" om situationen, og at vi var meget langt i processen med Sviatchenko, samt at vi ville gøre alt for at fuldføre den handel. Hvis det ikke skete, ville vi vende tilbage, fortæller Solbakken til FCK's hjemmeside.
"Zanka" har i de seneste transfervinduer været rygtet tilbage til den københavnske klub.
- Vi lykkedes ikke med at hente Zanka i januars transfervindue. Tidligere på sommeren var der for langt imellem parterne til at en handel kunne realiseres, og samtidig indgik vi en aftale med Per Nilsson, siger Solbakken.
Den 24-årige forsvarsspiller er nu på vej til klubbens træningslejr i Bad Radkersburg i Østrig, hvor det forventes af, at han underskriver sine personlige betingelser samt består lægetjekket. Kontrakten bliver på tre år.
/ritzau/