Minister vil kigge yderligere på sikkerhed efter drab

admin

452 uger siden

|

26/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter drabet på en 57-årig social- og sundhedsassistent på bostedet Lindegården fredag vil den ansvarlige minister fokusere på, hvordan man kan sikre de ansatte bedre.

Det skriver Social- og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er dybt tragisk, at en ansat på botilbuddet Lindegården i Roskilde er blevet dræbt, og mine tanker går til de efterladte i denne uforståelige og ulykkelige situation, skriver social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i en kommentar.

Efter drabet, hvor en 30-årig, psykisk syg beboer stak den ansatte til døde, har flere politikere og fagforeningen FOA efterlyst politisk handling for at øge sikkerheden for de ansatte på sociale bo- og væresteder.

- Det (drabet red.) indikerer jo, at de faggrupper, der arbejder i socialpsykiatrien er udsat for en særlig risiko. Det har vi prøvet på at få skiftende regeringer til at indse, siger formand for FOA Dennis Kristensen og efterlyser en national handlingsplan.

Drabet er det femte på fire år på botilbud i Danmark.

- Der er allerede igangsat et arbejde med nationale retningslinjer for forebyggelse af vold, som blandt andet skal bygge ovenpå en kortlægning af regler og initiativer på området og på en igangværende gennemgang af de seneste års alvorlige sager med drab på botilbud, skriver Karen Ellemann i sin kommentar.

Ministeren vil nu kigge på, om den nuværende indsats er nok.

- Jeg vil nu – sammen med sundheds- og ældreministeren – kigge på, hvordan vi kan gøre mere for at forebygge tragedier som denne. Vi vil drøfte med de faglige organisationer, hvad der er behov for af yderligere tiltag på området.

- Vi har som samfund ansvar for at sikre, at man kan gå trygt på arbejde, skriver hun.

Den 30-årige gerningsmand er varetægtfængslet og har erkendt, at have stukket medarbejderen ned.

/ritzau/