Der skal mere kontrol til og måske også større bøder, hvis problemet med social dumping skal løses.
Det slår beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fast, efter at det søndag er kommet frem, at arbejdsgivere snyder med timetallet for udenlandske arbejdere for at puste lønnen kunstigt op.
- Vi har at gøre med nogle folk, der bruger alle kneb og ikke står tilbage for noget som helst. Så vi kommer til at skulle forstærke den her indsats i årene, der kommer.
- Vi har allerede afsat en masse penge til myndighedssamarbejde mod social dumping, og vi har foreslået, at vi skal have indført endnu større bøder og endnu mere kontrol på området, siger Mette Frederiksen til Ritzau.
Falske lønsedler bliver i stigende grad benyttet af virksomheder, som vil skjule underbetaling af arbejdskraft fra eksempelvis østeuropæiske lande, lyder det fra fagforbundet 3F.
Ved for eksempel at halvere antallet af timer uden at røre ved månedslønnen ser timelønnen pludselig dobbelt så god ud.
Også Skat og Dansk Byggeri kender til problemet, skriver Jyllands-Posten søndag. Og det gør indtryk på ministeren.
- Det er klart, at det, der lige nu kører om lønsedler, vil jeg selvfølgelig gå i gang med at finde ud af, hvad vi kan stille op med.
- Man snyder udlændinge for den løn, de skal have, man dumper lønnen for danske lønmodtagere, og det er unfair konkurrence over for de virksomheder, der gerne vil overholde spillereglerne.
- Derudover underminerer det skattefinansieringen af vores velfærdssamfund, så jeg mener simpelthen, at det er et direkte angreb på hele Danmark, siger Mette Frederiksen.
Et par sager har set dagens lys, men det er svært at sætte konkrete tal på, hvor stort problemet med de bedrageriske lønsedler egentlig er, erkender faglig sekretær ved 3F's Byggegruppe.
Han vurderer dog, at fænomenet er udbredt i byggebranchen.
- Det er ikke et faktum, men vores mavefornemmelse er, at det er de færreste virksomheder i byggebranchen, der har ansat østeuropæere, som lever 100 procent op til overenskomsten. Vores store problem er bare at bevise det, siger Carsten Hansen.
/ritzau/