Minister: Kongens foged kommer stadig for tit

Finn Jensen

11 år siden

|

09/01/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En række indsatser fra regeringen om at afskaffe fattigdomsydelser, lejelovens løbedage og igangsættelse af rådgivning i almene boligområder, har bragt antallet ned.

Tallet toppede i 2010, hvor fogeden gennemførte 4400 udsættelser. I 2011 var tallene stort set uændrede og i 2012 er kurven så knækket, idet der i første halvår var under 1900 udsættelser.

Men det er stadig for mange, der sættes ud. For som man kunne se i går i TV2-programmet ”Kongens Foged”, er der en trist skæbne bag hver eneste udsættelse.

- At blive sat på gaden er noget af det værste, der kan overgå et menneske. Hvis det samtidig rammer børn, er det næste ubærligt. Derfor skærer det i hjertet, at antallet af mennesker, der bliver sat på gaden steg indtil 2010, siger minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen og forsætter:

- Heldigvis er kurven knækket, og jeg har tænkt mig at fortsætte kampen for, at så få borgere som muligt, kommer så langt ud, at de til sidst mister deres hjem, siger Carsten Hansen.

Regeringen og Enhedslisten har indgået en aftale om, at få kommunen tidligere på banen, når en lejer, som har fået anvist en bolig af kommunen, kommer bagud med huslejen.

Og som noget helt nyt har kommunerne fået mulighed for at dække huslejen i en kort periode.

- Det er en mulighed, som kommunerne længe har anmodet om, og det forventer jeg mig meget af.  En af de ting vi ved, der fungerer for alle de, der sættes ud, er den tidlige rådgivningsindsats, det er på alle måde en sund investering, at hjælpe folk til at blive i deres hjem, når de bliver ramt af livskriser, slutter Carsten Hansen.