Mindst 45 personer er blevet dræbt på et marked i landsbyen Kawuri i det nordøstlige Nigeria. Den islamistiske gruppe Boko Haram menes at stå bag angrebet, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge politiet er det endnu ikke klart, om flere lig vil dukke op.
- Indtil videre har vi 45 dræbte og 26 sårede, men antallet af døde kan stige, idet vores folk stadig er i landsbyen og leder efter ofre, siger politikommissær Lawan Tanko.
Flere vidner fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at dødstallet mindst er på 50.
De tilføjer, at de militante har brændt landsbyen ned, og at alle, der forsøgte at flygte, blev skudt.
Landsbyboeren Isa Ibrahim, siger til AFP, at de væbnede mænd ankom i biler og forsøgte at foregive, at de var handlende, der var kommet til markedet for at foretage forretninger.
- Uden indbyggernes viden havde de placeret sprængstof rundt omkring i byen, inden de gennemførte angrebet på beboerne, siger øjenvidnet Isa Ibrahim.
Inde de flygtede fra byen, satte gerningsmændene ild til en række huse, tilføjer han.
Ved et andet angreb i en nabostat mandag blev 22 mennesker ifølge Reuters dræbt i en katolsk kirke.
Midt under gudstjenesten blev der kastet bomber og skudt ind i kirken. Herefter blev flere huse sat i brand.
Den nigerianske præsident, Goodluck Jonathan, indførte i maj sidste år undtagelsestilstand i tre nordøstlige nigerianske stater. Samtidig intensiverede han den militære indsats, der skulle prøve at få bugt med oprørerne.
/ritzau/