Mindst 15 mennesker omkom under storm i Nordeuropa

admin

|

29/10/2013

Dagens topnyheder

Mindst 15 mennesker blev dræbt i Nordeuropa under stormen. Uvejret kostede menneskeliv i Tyskland, Storbritannien, Danmark, Holland, Frankrig og Holland.

I Tyskland omkom syv mennesker. I Gelsenkirchen i den vestlige del af landet blev to mennesker dræbt, da et træ væltede ned i deres bil. To børn i bilen blev kvæstet.

Lignende ulykker i Flensburg og Niedersachsen kostede to mennesker livet, mens to andre dødsfald skete på havet ved forskellige episoder, hvor en fisker og en lystsejler druknede. En 66-årig kvinde blev dræbt i Holsten, da uvejret fik en tre meter høj havemur til at styrte sammen.

Mindst fire personer omkom i Storbritannien. I Kent i det sydøstlige England blev en 17-årig pige knust, da et træ væltede ned over en husvogn, som hendes familie boede i under ombygning af deres hus. En mand i watford blev også dræbt af et træ.

I London blev en mand og kvinde dræbt, da et væltet træ forårsagede en gaseksplosion i den vestlige del af storbyen.

I Bretagne i det vestlige Frankrig blev en kvinde trukket ud i havet af fem meter høje bølger.

En kvinde i Holland blev dræbt, da et træ ramte hende. En 24-årig mand blev også dræbt, da han blev ramt af en gren i hovedet, da han cyklede i den centrale by Veenendaal.

I Danmark har stormen kostet to mennesker livet.

BBC skriver, at i alt 600.000 husstande i Storbritannien oplevede strømafbrydelser.I Frankrig var det 42.000. Også tusindvis af svenskere måtte klare sig uden strøm, da elledninger var blæst ned.

Den store internationale Heathrow-lufthavn i London måtte aflyse 130 fly, og også den internationale lufthavn Schiphol i Amsterdam måtte aflyse omkring et halvt hundrede fly.

Et atomkraftværk i det sydlige England blev ramt af strømafbrydelse og måtte lukke begge dets reaktorer.

/ritzau/Reuters