Mordet på digterpræsten Kaj Munk bliver markeret i Københavns Domkirke 4. januar, og dronning Margrethe og kirkeminister Manu Sareen (R) deltager i gudstjenesten.
Det fremgår af domkirkens hjemmeside.
Kaj Munks søn, Mogens Munk, læser Kaj Munks prædiken fra 5. december 1943. En prædiken, som Kaj Munk selv holdt i domkirken.
Fra starten var Kaj Munk en beundrer af Hitler. I 1933 hilste han Hitlers magtovertagelse velkommen. Han så Hitler som manden, der kunne redde det tyske folk fra kaos. Selv tog han til Berlin for at overvære Hitlers åbning af rigsdagen i marts 1933.
I løbet af 1930'erne vendte begejstringen til direkte kritik.
Navnlig var han chokeret over jødeforfølgelserne og opfordrede i et åbent brev i dagspressen Europas anden diktator, Mussolini, til at standse Hitler. Det vakte postyr.
Mussolini gav da heller ikke noget svar, og Kaj Munk skrev: " Jeg ved ikke, hvor meget der skal til for at rokke en diktator. Men jeg ved, at sandheden skal siges! "
Kaj Munk var en af de første til at afvise samarbejdspolitikken med Tyskland, og han stod længe alene med det synspunkt.
Efter regeringens fratræden den 29. august 1943 blev Kaj Munk en af de samlende figurer i modstanden mod den nazistiske besættelsesmagt.
Han vidste, at hans kamp havde store omkostninger, og selvom Kaj Munk var advaret om, at tyskerne var efter ham, ville han ikke flygte.
Hans sidste prædiken blev holdt i Vedersø Kirke, nytårsdag 1. januar 1944.
4. januar 1944 blev han hentet af fem Gestapofolk i sit hjem i præstegården i Vedersø.
De kørte ham til Hørbylunde Bakke ved Silkeborg, hvor han blev likvideret og efterladt i vejkanten.
Tidlig næste morgen blev han fundet.
Kaj Munk ligger begravet på Vedersø Kirkegård.
Mindegudstjeneste er ved Viborgs biskop, Karsten Nissen, og begynder klokken 14.
/ritzau/