Millionaftale med Herning Kommune: Højere varmeregning til forbrugerne i EGJ Varme

Ann Katrine Warren

|

28/11/2012

Dagens topnyheder

Efter næsten ti års juridisk tovtrækkeri har Herning Kommune indgået en aftale med parterne i sagen om kommunens salg af aktier i EGJ Varme. Aftalen betyder, at kommunen modtager 230 millioner kroner over de næste ti år, og samtidig kan EGJ Varme hæve priserne hos forbrugerne med omkring 200 kroner om måneden. 

For ni år siden solgte Herning Kommune 64 procent af sine aktier til Energigruppen Jylland til Dong Energy, og nu har parterne i sagen og EnergiMidt, som i dag ejer aktierne, endelig lavet en aftale.

- Jeg er meget glad for, at sagen nu er afsluttet. Det har taget lang tid, for sagen om aktiesalget var den første af sin art i Danmark. Men med aftalen om en salgspris på 230 millioner kroner får vi mulighed for at investere i folkeskolen, i fritidsaktiviteter og i fremtiden. De investeringer, vi foretager nu, vil komme alle kommunens borgere til gavn, udtaler Lars Krarup (V), borgmester i Herning Kommune.

Efter aftalen hæver  EGJ Varme nu fjernvarmeprisen for forbrugerne. Til næste år vil prisen stige med knap 200 kroner om måneden for en almindelig husstand, viser selskabets beregninger.

- Der har været stor usikkerhed blandt forbrugerne om de økonomiske konsekvenser af aftalen, og vi er meget tilfredse med at have fundet en løsning, som Energitilsynet har godkendt. Tilsynet anser ikke den kommende varmepris for urimelig, og rent faktisk vil prisen på varme stadig være relativt lav i Herning-området. Det har været vigtigt for os, at alle parter kan leve med afgørelsen i sagen, og det, mener vi, bestemt er tilfældet nu, udtaler Holger Blok, administrerende direktør i EGJ Varme A/S.

Politikerne i Herning har allerede planlagt, hvordan de mange millioner kommunen modtager de kommende ti år skal bruges. Pengene er blandt andet øremærket renovering af skoler, et nyt bassin ved Herning Svømmehal samt kommunens udviklingsfond. 

Foto: Arkiv