En indbringende handel med olierettigheder i Den Demokratiske Republik Congo bliver kritiseret af aktivister. De ønsker mere åbenhed om statens transaktioner.
I 2006 betalte den israelske milliardær Dan Gertler 500.000 dollar for en olielicens i landet. Sidste år solgte han licensen tilbage til regeringen for 150 millioner dollar.
Gertler er en indflydelsesrig aktør i DR Congos olie- og minesektor, og han har tætte kontakter til regeringen i Kinshasa.
Ifølge bevægelsen Global Witness gjorde Gertler et røverkøb, da han i sin tid købte den omtalte olielicens, der giver ret til at lede efter det sorte guld.
Olieblokken ligger nemlig tæt på nogle af nabolandet Angolas mest produktive oliefelter.
- I en udbudsrunde af licenser i 2005-06 blev der betalt mellem 900 millioner og 1,1 milliarder dollar for disse blokke, skriver Global Witness.
Bevægelsen kritiserer også den congolesiske regering for ikke at informere offentligheden om tilbagekøbet af olielicensen inden for de 60 dage, som loven kræver.
Det er et vigtigt skridt i bekæmpelsen af korruption at droppe hemmelighedskræmmeriet omkring de selskaber, som ejes af internationale investorer, mener gruppen.
Den israelske milliardærs selskaber i DR Congo er tidligere blevet kritiseret af aktivistgrupper for at have tjent formuer på at have videresolgt rettigheder til minedrift i landet.
Ifølge African Progress Panel, der ledes af FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan, gik DR Congo i 2010-11 glip af mindst 1,3 milliarder dollar i skatteindtægter som følge af Gertlers transaktioner.
Milliardærens selskab afviser kritikken.
/ritzau/Reuters