Miley i frontalangreb på superstjerner

admin

9 år siden

|

10/08/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efterhånden er Miley Cyrus lige så kendt for sine skandaløse eskapader, der tæller alt fra nøgenhed til hash, som hun er for sin karriere som sanger- og skuespillerinde.

Men den 22-årige tidligere barnestjerne forstår slet ikke, hvorfor hendes udskejelser vækker opsigt i forhold til, hvordan hendes mere anerkendte kollegaer opfører sig.

Tidligere i år udgav Taylor Swift i samarbejde med rapperen Kendrick Lamar nummeret og musikvideoen til hittet "Bad Blood", der handler om, at den 25-årige darling samler et hold af celebre, hårdtslående veninder for at tage sin hævn.

- Jeg forstår ikke aspektet med den voldelige hævn. Er det meningen, at det skal være et godt eksempel?, spørger Cyrus retorisk i den kommende september-udgave af magasinet Marie Claire og fortsætter:

- Og så er jeg en dårlig rollemodel, fordi jeg løber rundt med mine bryster hængende ude i det fri? Jeg kan ikke se, hvorfor bryster er værre end skydevåben, siger "Wrecking Ball"-sangerinden.

- Der er så meget sexisme, aldersdiskrimination og så videre. Kendrick Lamar synger om LSD, og han er cool. Jeg gør det samme, og jeg er bare en stofafhængig skøge i stedet, undrer Miley Cyrus sig

Hverken Kendrick Lamar eller Taylor Swift har udtalt sig om Cyrus' udmelding, men tidligere har de to sangerinder arbejdet sammen.

Swift medvirkede i 2009 i Cyrus-serien "Hannah Montana", mens Cyrus samme år optrådte med Swift på hendes nummer "Fifteen" til Grammy-uddelingen.

Den 30. august er Cyrus aktuel som årets vært til MTV Video Music Awards.

Se Swift og Lamars video, som Cyrus raser over, her: https://www.youtube.com/watch?v=QcIy9NiNbmo

/ritzau/FOKUS