Mikkel Hansen: Jeg spiller anderledes end i Paris

admin

10 år siden

|

22/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmarks største stjerne, Mikkel Hansen, vurderer, at han under EM har ramt en form, som han ikke har fået vist på klubholdet i Paris i denne sæson.

Den danske EM-topscorer er således helt på linje med sin ungarske klubkammerat, Gabor Csaszar, der efter mandagens opgør mellem Danmark og Ungarn udtalte, at han havde oplevet en anderledes Mikkel Hansen.

En Mikkel Hansen, som blev løftet af det danske hjemmebanepublikum.

- Det er svært for mig at sige, om jeg er bedre på landsholdet end på klubholdet. Sidste år spillede jeg en rigtig god sæson dernede, og i år har ikke været på lige så højt niveau.

- Man må bare acceptere, når man kommer tilbage fra en knæskade, at det bliver op og ned en overgang. Jeg har trænet godt op til EM, og jeg synes, at man kan se, at jeg er i god form, siger Mikkel Hansen.

Mikkel Hansen giver Gabor Csaszar helt ret i, at han spiller anderledes på det danske landshold end i den franske hovedstad.

- Vi spiller som hold anderledes. På landsholdet spiller vi væsentligt hurtigere end i Paris, hvor vi er langsommere, men eksploderer mere.

- Selvfølgelig er det en smule anderledes, og derfor spiller jeg også anderledes på landsholdet end i klubben, siger Mikkel Hansen.

Han har svært ved at tage stilling til hvilken stil, han bedst kan lide.

- Det er to spændende spillestile. Lige nu er jeg meget tilfreds med den måde, vi spiller på med landsholdet.

Danmark spiller i aften en på papiret betydningsløs kamp mod Island. Danskerne er - uanset resultatet - kvalificeret til fredagens semifinaler.

/ritzau/