Michael Knudsens skræk: Rusten stemme resten af livet

admin

10 år siden

|

21/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Michael V. Knudsen taler med en meget rusten stemme, efter at stregspilleren mandag aften fik et slag på kæben i Danmarks sejr over Ungarn.

Landsholdsprofilen fortæller, at han har fået en blødning i halsen, der er gået ned på stemmebåndet.

- Jeg har det fint, men min stemme har det ikke så godt. Den er blevet meget rusten, og jeg har svært ved at snakke og skal anstrenge mig hver gang, at jeg skal sige noget.

- Jeg kan forestille mig, at det lyder helt tosset, siger Michael V. Knudsen.

- Da jeg fik det slag på kæben, måtte jeg mærke efter, at alting sad rigtigt. Slaget resulterede så i en blødning, der er gået ned i halsen og har sat sig på stemmebåndet, fortæller han.

Michael V. Knudsens rustne stemme har allerede medført, at han er blevet fortalt en række skrækhistorier i landsholdslejren om andre spillere, der i lignende situationer aldrig er sluppet af med deres rustne stemmer.

- Jeg håber, at det fortager sig i løbet af et par dage. Men så hører man alle de her skrækhistorier om spillere, der har haft noget lignende, som gør, at de ikke har fået deres stemme igen.

- Den dag i dag har de stadigvæk en rusten og mærkelig stemme.

- Vores læge siger, at det fortager sig i løbet af nogle dage. Det håber jeg, siger stregspilleren, der ikke ønsker, at have stemmebåndsproblemer resten af livet.

- Det vil jeg have det meget dårligt med.

Mandagens sejr over Ungarn betyder, at Danmark allerede før onsdagens opgør mod Island er sikret en plads i semifinalerne ved EM.

/ritzau/