Mexico slipper for straf efter homofobiske tilråb

admin

10 år siden

|

23/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det mexicanske fodboldforbund bliver ikke straffet af det internationale fodboldforbund, Fifa, efter at holdets tilhængere angiveligt råbte homofobiske slagsange ned mod Camerouns spillere i en VM-kamp i Brasilien.

Fifa har efterforsket sagen under Mexicos åbningskamp 13. juni og mener ikke, at Mexico skal have en straf.

- Den disciplinære komité har besluttet, at den omtalte episode ikke vurderes til at være fornærmende i denne specifikke kontekst. Alle anklager mod det mexicanske fodboldforbund er frafaldet, lyder det fra Fifa.

Organisationen Football Against Racism in Europe, Fare, hævdede i sidste uge, at tilhængere fra Brasilien, Kroatien, Mexico og Rusland er kommet med racistiske, antisemitiske og homofobiske tilråb fra tribunerne under nogle af VM-kampene.

Fifa åbnede i den forbindelse en disciplinærsag mod Mexico, efter at mexicanske tilhængere er blevet beskyldt for at komme med diskriminerende tilråb.

Også i 0-0-kampen mellem Mexico og Brasilien i tirsdags blev de brasilianske fans så frustrerede over den mexicanske målmand Guillermo Ochoas succespræstation, at de råbte ordet "puto" - mandeluder - efter ham.

De mexicanske fans svarede igen med samme skældsord mod den brasilianske målmand Julio Cesar.

For netop at stoppe den slags verbale angreb indførte Fifa allerede sidste år en række regler.

- Brugen af homofobiske angreb under kampene er fuldstændig uacceptabel, sagde Piara Powar, formand for Fare og medlem af Fifas antiracistiske arbejdsgruppe, til The Telegraph.

- Fifa har fastsat nogle tydelige regler, og vi håber, de bliver fulgt. Tilgangen er nultolerance. Det er, hvad vi forlanger, understregede han.

/ritzau/