Når en politiker indtager Statsministeriet, plejer rollen som regeringschef at kaste en vis statsministereffekt af sig i meningsmålingerne. Men den effekt er tilsyneladende udeblevet i tilfældet Lars Løkke Rasmussen.
Venstre-statsministeren taber nemlig til Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, på næsten alle parametre i en ny såkaldt præsidentmåling foretaget af Gallup for Berlingske.
S-formanden er ikke alene danskernes favorit til at indtage Statsministeriet efter næste valg - hun scorer også klart højere end Lars Løkke på blandt andet troværdighed, sympatisk udstråling og moral.
På det overordnede spørgsmål om, hvem der er den bedst egnede til at lede landet som Danmarks statsminister efter næste folketingsvalg, scorer Mette Frederiksen 36 procent, mens Lars Løkke må nøjes med 25 procent.
Det cementerer en efterhånden klar tendens: De sidste tre gange, Berlingske har lavet præsidentmålingen, har Mette Frederiksen nemlig givet Løkke baghjul.
Præsidentmålingen har dog også få lyspunkter for den siddende statsminister. Således vurderer 30 procent af de adspurgte, at han er den bedste til at lede Danmark igennem en alvorlig krise, mens 28 procent peger på Mette Frederiksen.
Løkke scorer også højest på "bedste lederevner", hvor 30 procent af de adspurgte peger på statsministeren, mens 27 procent svarer Mette Frederiksen.
Det er som bekendt kun et halvt år siden, Løkke genindtog Statsministeriet, og der er efter alt at dømme ikke et folketingsvalg lige om hjørnet. Derfor behøver Løkke ikke ryste i bukserne endnu, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.
- På længere sigt vil det være et alvorligt handicap for Venstre, hvis ikke Lars Løkke Rasmussen står stærkere over for Mette Frederiksen, når de to tørner sammen i næste valgkamp, skriver han på b.dk.
Tallene er dog ikke kun positiv læsning for oppositionslederen.
Selv om hun fortsat har en komfortabel føring, er hun også faldet i flyvehøjde på flere områder, og flere vælgere ser ingen forskel på Frederiksen og Løkke i forhold til seneste måling i slutningen af september sidste år.
Dengang mente 40 procent, at hun er den bedst egnede til at lede landet mod i dag 36 procent.
/ritzau/