Mette F. om terror: Politiet vil få friske penge

admin

9 år siden

|

11/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Forhandlingerne om regeringens 12 tiltag mod terror har udviklet sig til en armlægning om finansiering.

Kommer politiet i virkeligheden selv til at betale for den ekstra terrorindsats ved at skulle spare andre steder, har bekymringen lydt fra blandt andre Politiforbundet og de borgerlige partier.

Før eftermiddagens møde i Justitsministeriet, hvor partierne bag politiforliget møder op til en ny forhandling, mener justitsminister Mette Frederiksen (S), at der er brug for at få "fakta på bordet".

- Der har været påstande om, at hunden skal fodres med sin egen hale. Det vil jeg gerne fuldstændigt afvise. Vi fordrer ikke hunden med hverken ører, hale eller poter.

- Vi lægger op til en generel styrkelse af dansk politi og vores terrorberedskab, punktum. Og ingen skal være i tvivl: De initiativer, vi har lagt frem for at styrke politiets terrorbekæmpelse, skal ikke finansieres af politiet, siger Mette Frederiksen til Ritzau.

Hun henviser til, at regeringen i første omgang vil finansiere udgifterne for 2015 på et aktstykke i Folketingets Finansudvalg. Det skal blandt andet klare her-og-nu-udgifterne til politiets overarbejde i forbindelse med terrorangrebet i København.

Pengene til at finansiere tiltagene i årene 2016 og frem vil være nye penge, som vil blive fundet på regeringens finanslovforslag, der normalt fremlægges den sidste uge i august.

Regeringen har dog endnu ikke lagt sig fast på, hvor de friske penge skal tages fra. Det vil fremgå af finanslovforslaget, siger Mette Frederiksen. Det er netop den udskydelse Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative angriber.

Spørgsmål: Bør I ikke allerede nu give forligspartierne svar på, hvor pengene skal komme fra?

- Det, jeg siger nu, bør være nok. Vi kommer med en fuldstændig klar melding om, at vi tager finansieringsansvaret på os, og at det ikke skal gå ud over andre opgaver hos politiet.

- Finansieringen kommer til at fremgå af forslaget til finansloven, og så er der ingen usikkerhed omkring finansieringen. Derfor bør vi bruge kræfterne på at diskutere indholdet af terrorpakken i stedet, siger Mette Frederiksen.

Spørgsmål: Der er en god chance for, at der kommer et folketingsvalg inden I fremlægger finanslovforslaget i august. Så kan det blive en borgerlig regering, der får opgaven med at finde finansieringen?

- Jeg går ud fra, at ligegyldigt hvilken farve regeringen har til den tid, så vil den prioritere indsatsen mod terror. Jeg mener, det er en bunden opgave. Det er i hvert fald sådan regeringen ser på det.

- Og jeg regner med, at de borgerlige partier - uanset om de har regeringsmagten eller er i opposition - vil hjælpe med at løse den opgave, siger Mette Frederiksen.

Spørgsmål: Og det vil I selvsagt også, hvis I er i opposition?

- Det siger sig selv, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/