Messerschmidt beskylder EU for forskelsbehandling

admin

446 uger siden

|

09/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt vil rette søgelyset væk fra sig selv og sit parti og sørge for, at også andre partiers brug af EU-penge undersøges grundigt.

Det siger den danske EU-politiker, efter at Europaparlamentets præsidium mandag har afgjort, at Dansk Folkeparti ulovligt har spenderet tre millioner kroner i EU-støtte på politiske kampagner i Danmark.

De penge var kun til EU-oplysning, men ifølge Morten Messerschmidt er reglerne uklare. Og Dansk Folkeparti handlede ikke i ond tro, da de via EU-partiet Meld og fonden Feld kørte kampagner i Danmark om retsforbeholdet og andre EU-kritiske sager.

- Det er vigtigt for os at få rejst det her politisk, så der kommer en undersøgelse af, hvordan alle europæiske politiske partier har ageret på det her område.

- Det er paradoksalt, at man kan se, at andre partier bruger ressourcer på at lave tilsvarende materiale til det, vi fik at vide, at vi ikke måtte, siger Morten Messerschmidt.

Adspurgt direkte kan han dog ikke bevise, at andre partier og fonde har brugt EU-midler på samme slags EU-kritiske materiale som Feld og Meld.

- Men man sætter her en ny standard for europæiske partier. Det må føre til, at alle andre også skal have en gennemgående undersøgelse. Det kan ikke være rigtigt, at der er forskelsbehandling, efter om man er for eller mod EU, siger Morten Messerschmidt.

Han har endnu ikke et svar på, om Dansk Folkeparti vil betale de tre millioner, EU kræver af Feld og Meld, og som parlamentet om nødvendigt vil gå i retten for at kradse ind.

- Jeg har ikke engang modtaget den formelle afgørelse, som jeg går ud fra, er på vej. Så vil jeg diskutere det med Dansk Folkeparti, og så må vi se, hvordan vi håndterer det. Det er nok meget sundt, at man lige sover på det, siger Morten Messerschmidt.

/ritzau/