Dansk Folkepartis europarlamentsmedlem Morten Messerschmidt garanterer, at der ikke er noget at komme efter i 2015-regnskaberne for det europæiske parti MELD, som han er formand for.
Det sker efter, at det er kommet frem, at MELD for nylig har tilbagebetalt omkring en million kroner til EU for en sag, der stammer fra 2014.
- Det handler om en personalesag tilbage fra 2014, som er inden, jeg overhovedet får ansvaret for organisationen. Derfor er det et forhold, jeg har arvet fra den tidligere formand, siger Messerschmidt.
Sagen er, at MELD, som DF er medlem af, mistede de fleste af sine øvrige medlemmer ved parlamentsvalget i 2014. Derfor opsagde MELD en af sine ansatte og betalte i den forbindelse fratrædelsesgodtgørelse, forklarer Messerschmidt.
Den blev betalt med penge, partiet havde fået af EU-parlamentet, men det er ikke i orden, har parlamentet afgjort. Derfor har MELD betalt pengene tilbage.
Men Europaparlamentet har tilsyneladende mistanke om, at MELD bare har brugt det tilskud, som organisationen har fået i 2015, til at betale pengene fra 2014 tilbage med.
En talsperson fra parlamentet siger til Berlingske, at parlamentets administration vil undersøge, om det er tilfældet.
Men det er det bestemt ikke, fastslår Messerschmidt.
- Vi retter os selvfølgelig efter den afgørelse, som er truffet, og det, som parlamentet siger, er, at man skal afholde de udgifter via egne ressourcer, altså de bidrag, som kommer fra nationale partier. Så det er den måde, det er håndteret på, siger han.
- Så kan du garantere, at der ikke vil være noget at komme efter fra 2015?
- Ja, det kan jeg bestemt. I 2015 har vi slet ikke haft nogen personalesager. Det her er helt særegent for 2014.
- Alt vil være i den skønneste orden, forsikrer Morten Messerschmidt.
Sagen om omgangen med EU-midler i partiet MELD brød ud, da Messerschmidts nu forhenværende partifælle Rikke Karlsson meldte sig ud af DF i protest over, at hun ikke kunne få indsigt i, hvordan pengene var brugt.
Den kritik er Messerschmidt totalt uforstående over for, og han har gentagne gange henvist til, at MELD's regnskaber er godkendt af revisionsfirmaet Ernst & Young.
Nu er det så kommet frem, at MELD trods revisorens blåstempling af regnskabet har måttet betale penge tilbage. Men det skyldes, at tilbagebetalingen ikke vedrører noget regnskabsmæssigt, forklarer Messerschmidt.
- Det her er en politisk beslutning. Det er ikke en afgørelse, der handler om, om udgiften er reel eller lovlig. Det handler om, hvilken konto pengene skal trækkes fra. Og de skal tages fra egne indtægter, forklarer han.
/ritzau/