Den mand, der torsdag dræbte ni personer på et college i den amerikanske delstat Oregon, var selv studerende på skolen i byen Roseburg.
Gerningsmanden var blandt andet tilmeldt den skriveklasse, hvor skyderiet begyndte, skriver den lokale tv-station Koin på Twitter fredag uden at opgive en kilde.
Han kunne muligvis have nået at dræbe flere end de ni personer, hvis ikke det var for en 30-årig medstuderende, skriver flere medier.
Chris Mintz, en tidligere soldat med erfaring fra Irak, forsøgte at stoppe skyderiet ved at tale til gerningsmanden, efter at han selv var blevet ramt, fortæller hans samlever, Jamie Skinner.
- Da Chris ligger på gulvet, fortæller han gerningsmanden, at det var vores søns fødselsdag dagen før, siger hun og tilføjer, at det fik skudmanden til at skyde Chris Mintz endnu et par gange, før han gik videre mod et andet lokale.
- Angrebsmanden kom ikke ind i klasseværelset, fordi Chris stoppede ham, siger hun.
Chris Mintz overlevede, men har blandt andet brækket begge ben efter at være blevet ramt syv gange af skud.
Tidligere fredag kom det frem, at den 26-årige gerningsmand ejede 13 skydevåben, som han alle havde erhvervet på lovlig vis.
Ifølge myndighederne havde han seks af dem med sig på skolen torsdag. Derudover havde han medbragt fem ekstra magasiner med ammunition samt en skudsikker vest.
Manden blev selv dræbt i en skudveksling med politiet.
Hans gerning har på ny sat liv i debatten om den lette adgang til skydevåben mange steder i USA.
USA's præsident, Barack Obama, beklagede i vrede vendinger torsdag, at Kongressen ikke har skærpet våbenloven, så det bliver muligt at forhindre mentalt ustabile personer i at erhverve sig skydevåben.
- Som jeg siger hver gang, vi oplever et af disse masseskyderier: Amerika vil bede for ofrene og deres familier. Men tanker og bønner er bare ikke nok. Det gør intet for at forhindre disse massakrer i USA - i næste uge eller om nogle måneder, sagde han.
Motivet for masseskyderiet er fortsat uklart.
/ritzau/Reuters