Medier: Scolari er færdig som Brasilien-træner

admin

10 år siden

|

14/07/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Rygterne om Luiz Felipe Scolaris afgang som brasiliansk landstræner tager til i styrke.

Mandag skriver lokale brasilianske medier ifølge nyhedsbureauet AFP, at Scolari er en færdig mand i spidsen for fodboldholdet og ikke får forlænget sin kontrakt.

Det sker, efter at Brasilien forlod VM-slutrunden på hjemmebane med ydmygende nederlag til henholdsvis Tyskland og Holland. Den første afklapsning lød på 1-7 mod de tyske verdensmestre i semifinalen, mens bronzekampen mod Holland endte 0-3.

Luiz Felipe Scolari, der i 2002 førte Brasilien frem til VM-guld i Japan og Sydkorea, havde kontrakt med det brasilianske fodboldforbund til og med VM.

Han ønskede efter Brasiliens nederlag til Holland ikke at forholde sig til sin egen fremtid på landstrænerposten.

- Det er op til forbundets præsident at tage den beslutning. Vi vil aflevere vores rapport, og så er det op til ham at analysere sig frem til, hvad der er behov for at gøre. Jeg ønsker ikke at diskutere det med jer, sagde Scolari på et pressemøde efter bronzekampen.

/ritzau/