Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er tilsyneladende ved at mistet grebet om en del af Jylland.
Efter at de lokale Venstrefolk i først Viborg og derefter Silkeborg samt Randers har meddelt, at de ikke længere støtter Lars Løkke Rasmussen som formand, kan endnu en østjysk by være på vej.
Ifølge TV2/Østjylland er det Venstre i Skanderborg, som tilsyneladende også er på vej til at vende Lars Løkke Rasmussen ryggen.
Flere toneangivende venstremedlemmer i Skanderborg oplyser til TV2/Østjylland, at bestyrelsen i Venstres kommuneforening søndag ventes at bede Lars Løkke Rasmussen om at trække sig.
Venstres kommuneforeningsformand i Skanderborg Maria Noa Høi ønsker ikke direkte at kommentere på oplysningerne, men siger dog til TV2/Østjylland, at hun oplever, at en stor del af baglandet i Venstre har mistet tilliden til Lars Løkke Rasmussen.
Maria Noa Høi oplyser, at man vil vente til søndag eftermiddag med officielt at melde noget ud, fordi man først skal have afsluttet en intern afstemning blandt 500 medlemmer i de syv vælgerforeninger, der udgør Venstres kommuneforening i Skanderborg.
Mens tre jyske byer nu åbent kræver en ny formand, er centrale Venstreborgmestre gået ud med det stik modsatte budskab.
- Jeg vil opfordre til, at man tænker sig om, siger Venstreborgmester Erik Fabrin, der er tidligere formand for KL.
Han mener, at Lars Løkke Rasmussen er den rette formand trods sagerne om indkøb af tøj og en ferierejse, som i første omgang blev betalt af Venstres partikasse.
- Han har haft nogle møgsager, som han også har lært af, og det skal ikke være medlemsdemokratiet, som bruges til at puste til en ledelseskrise. Jeg vil opfordre til, at man tænker på partiet. Lars Løkke er manden, som kan bringe os igennem det her, siger Erik Fabrin.
Også Hernings borgmester, Lars Krarup, holder fast i sin støtte til Løkke og langer i stedet ud efter sine midt- og østjyske partifæller, der offentligt tager afstand fra Venstre-formanden.
- Hvis man vil Venstre det bedste, så mener jeg ikke, det er en holdbar situation, at man går ud her fire dage før hovedbestyrelsesmødet og ytrer sin kritik offentligt, siger Lars Krarup.
/ritzau/