Medie: Bordinggaard følger Hjulmand til Mainz

admin

|

28/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mere dansk islæt er på vej til bundesligaklubben Mainz.

Ifølge Ekstra Bladets hjemmeside skal fodboldlandsholdets tidligere assistenttræner Keld Bordinggaard være assistent for Kasper Hjulmand i den tyske fodboldklub.

Keld Bordinggaard blev i november 2012 fyret i Silkeborg, og har siden ernæret sig som fodboldekspert på tv.

Avisen skriver, at de to nære venner Hjulmand og Bordinggaard også håber at få yderligere dansk selskab.

FC Nordsjællands Flemming Pedersen, som i en årrække har været Kasper Hjulmands højre hånd i FCN har nemlig øjensynligt også været i dialog med Mainz-ledelsen.

Her skulle problemet imidlertid være, at FC Nordsjælland er bekymret over at skulle slippe holdets rygrad med både Kasper Hjulmand, anfører Nicolai Stokholm og så måske Flemming Pedersen.

Derfor vil klubejer Allan K. Pedersen have økonomisk kompensation, og det er langt fra sikkert, at Mainz vil betale transfer for en træner, som bliver anden assistent.

Historien er endnu ikke blevet bekræftet af klubben.

/ritzau/