Golfspilleren Rory McIlroy var tæt på den helt store gevinst på tredje runde af European Tour-turneringen Dubai Desert Classic lørdag.
Nordireren var snublende nær et hole-in-one på det korte 17. hul, som lørdag var kortet ned til 297 meter. Spillerne skulle altså ikke slå bolden vanvittigt langt, men mødte til gengæld forhindringer som træer, sand og lidt ørken-buskads.
Det klarede McIlroy, men bolden strøg lige forbi til højre for hullet.
Nordireren er som bekendt forlovet med Caroline Wozniacki, og han bragte selv det forhold i centrum i sine kommentar efter at have spillet færdig.
Havde han fået bolden i hul i et slag, havde han vundet en bonus på 2,5 millioner dollar, rundt regnet 13,8 millioner kroner.
- Det skulle nok kunne betale for et bryllup, konstaterede golfspilleren, som har haft Caroline Wozniacki ved sin side under hele turneringen.
- Da den røg op i luften, kunne jeg godt fornemme, at den ville ende et sted på greenen. Jeg så, hvor den faldt ned, og den strøg altså lige forbi hullet. Jeg prøver det igen i morgen, og så må vi se, hvad der sker, siger han.
Rory McIlroy er på andenpladsen inden søndagens sidste runde. To slag efter den førende skotte Stephen Gallacher, og ligeledes to slag foran danske Thorbjørn Olesen og amerikaneren Brooks Koepka.
/ritzau/