For første gang i karrieren er Rory McIlroy vinder af British Open.
Den 25-årige irske golfspiller stod for presset og sejrede søndag efter den afsluttende runde på Royal Liverpool-banen i Hoylake.
Rory McIlroy gik den afsluttende runde i 71 slag og slutter samlet i 271 slag, 17 slag under par.
Spanieren Sergio Garcia, leverede en flot runde i 66 slag og sluttede som delt nummer to i 273 slag. Han skabte på et tidspunkt spænding, selvom McIlroy var gået ind til runden med en stor føring.
Rory McIlroy, der er fra Nordirland, men som vil repræsentere Irland ved OL i Rio de Janeiro om to år, har nu vundet tre af de fire majorturneringer.
I 2011 sejrede han ved US Open, og året efter vandt han PGA Championship. Dermed mangler han kun at vinde US Masters for at have vundet alle fire majors.
McIlroy indledte søndagens runde med et forspring på hele seks slag ned til Rickie Fowler.
Amerikaneren sluttede stærkt af søndag med birdies på tre af de fire sidste huller, så han endte på en delt andenplads i 273 slag sammen med Sergio Garcia, men det var ikke Fowler, som blev truslen mod den irske sejr.
Den udgjorde Sergio Garcia, som lå i fem slag under par på runden, efter at han lavede en eagle på 10. hul.
Efter en bogey på 15. hul forsøgte spanieren ihærdigt med birdies på 16. og 18. hul, men Rory McIlroy lod sig ikke kue.
Thomas Bjørn sluttede godt af med en runde i 67 slag. Med samlet 284 slag slutter danskeren på en delt 26.-plads
Thomas Bjørn leverede seks birdies fordelt jævnt over hele banen. Eneste lille minus for danskeren var en bogey på hul ni.
Noget mere svingende var dagen for Thorbjørn Olesen. Den unge dansker gik fjerde runde i 73 slag, et slag over par, og samlet endte Olesen i 292 slag og en delt 64.-plads.
Han præsterede seks birdies, men fik den statistik skæmmet af fem bogeys og en dobbeltbogey.
/ritzau/