Mindst 35 er dræbt i tre selvmordsangreb i byen Mukalla i det sydøstlige Yemen mandag, oplyser kilder til nyhedsbureauet AFP.
Yderligere 25 er såret i bombeangrebene mod byen, der er provinshovedstad i Hadramawt.
Der er civile blandt de sårede og dræbte, men de fleste af ofrene er ifølge de første meldinger soldater, som har været med til at presse al-Qaeda ud af Mukalla.
Tidligere var byen en af terrornetværkets højborge, men jihadisterne blev tvunget ud af Mukalla i foråret. Det var regeringsloyale soldater med støtte fra den saudiskledede koalition, der stod bag offensiven mod al-Qaeda.
Terrornetværket har dog stadig en stærk tilstedeværelse i området.
Men det er Islamisk Stat, der har taget skylden for angrebene. Det fremgår af en meddelelse fra den yderliggående bevægelses eget nyhedsbureau, Aamaq.
Både Islamisk Stat og al-Qaeda har skruet op for deres aktiviteter i løbet af Yemens borgerkrig.
I sidste måned tog Islamisk Stat skylden for selvmordsbomber, som kostede 73 rekrutter livet i Mukalla og i den sydlige havneby Aden.
/ritzau/dpa