Manden bag nye ejendomsvurderinger sår tvivl om systemet

admin

10 år siden

|

09/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Landets 1,7 millioner boligejere må forberede sig på, at der også i det nye system for ejendomsvurderinger vil være risiko for at blive vurderet enten for højt eller for lavt og dermed ende med en forkert boligskat.

Sådan lyder budskabet i Morgenavisen Jyllands-Posten fra Peter Engberg Jensen, der står i spidsen for at udvikle et nyt system for ejendomsvurderinger i kølvandet på afsløringen af manglende træfsikkerhed i det nuværende.

For selvom han forventer, at det nye system bliver "væsentligt bedre end det gamle", lægger han ikke skjul på, at også det fremtidige system rummer betydelige usikkerheder.

- Hvis en stor del af vurderingerne kan ligge inden for et spænd af handelspriserne plus eller minus 20 procent, så er det faktisk rigtig godt. Det er de usikkerhedsniveauer, der vil være, siger Peter Engberg Jensen.

Han understreger overfor Jyllands-Posten, at større krav til præcisionen vil være "stort set umuligt" at leve op til.

Udvalget er netop nedsat for at udvikle et nyt og bedre system, så ejendomsvurderingerne igen kan blive så retvisende sande, at danskerne har tillid til dem.

Det sker, efter at en meget omtalt rapport fra Rigsrevisionen i august 2013 slog fast, at træfsikkerheden i det nuværende system er lav, og at tre ud af fire parcelhuse enten blev vurderet for højt eller for lavt i 2011.

Skatteministeriet har erkendt, at titusindevis af landets 1,7 millioner boligejere på den baggrund er i fare for at have betalt forkert boligskat i årevis.

- Det handler om forventningsafstemning. Vi skal fortælle, hvad usikkerheden er generelt, og vi overvejer stadig, om vi skal gøre det på den enkelte ejendom, siger Peter Engberg Jensen.

Ekspertudvalget offentliggør sine anbefalinger til et nyt ejendomsvurderingssystem til september.

/ritzau/