Magnussen nummer 12 i ny McLaren-skuffelse

admin

10 år siden

|

11/05/2014

Dagens topnyheder

Kevin Magnussen måtte trods et fornuftigt løb igen nøjes med en sekundær placering, da Formel 1-kørerne søndag dystede for første gang i år på europæisk grund.

Efter 13.-pladsen for tre uger siden i Kina kørte den 21-årige dansker ind på en 12.-plads på Circuit de Barcelona-Catalunya-banen i Spanien.

Det blev i det hele taget ikke McLarens dag, eftersom briten Jenson Button trods en startplacering som nummer otte endte som nummer 11.

Dermed blev det for tredje grandprix i træk ikke til point for det britiske team.

Mod slutningen af løbet duellerede de to McLaren-kørere om 11.-pladsen, men Button holdt fast i den.

Grandprixet blev for femte gang af fem mulige i år en triumf for Mercedes. Og for fjerde gang i træk vandt briten Lewis Hamilton foran sin tyske teamkammerat, Nico Rosberg.

Dermed overtager Lewis Hamilton føringen i den samlede VM-stilling med 100 point. Rosberg har 97 point.

Kevin Magnussen havde lørdag tekniske problemer med McLaren-raceren under kvalifikationen.

Han kom videre til anden kvalifikationsrunde, men her nåede han ikke at sætte en tid, før han blev beordret i pit af sit team.

Derfor kom søndagens placering ikke helt uventet.

Kevin Magnussen havde som nummer 14 fra start den forsvarende verdensmester, Sebastian Vettel, lige bag sig, efter at tyskeren var blevet idømt en straf på fem placeringer efter kvalifikationen.

Vettel kom hurtigt forbi Magnussen, der også kortvarigt røg af banen efter en direkte duel med Jenson Button.

Sebastian Vettel endte trods den dårlige startplacering som nummer fire, men det ser alligevel svært ud for tyskeren med at vinde den femte VM-titel på stribe.

Red Bull-køreren har 45 point i VM-regnskabet.

Lewis Hamilton indledte løbet i pole position og førte gennem det meste af løbet, men mod slutningen havde Nico Rosberg fordel af at køre på medium-dæk.

Tyskeren kom tæt på, men han sluttede alligevel cirka et sekund efter Hamilton.

/ritzau/