Magnussen nier i Canada: Ricciardo vinder dramatisk løb

admin

10 år siden

|

09/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et fantastisk spændende og dramatisk Formel 1-grandprix i canadiske Montreal endte med, at den VM-førende Nico Rosberg (Mercedes) udbyggede sin føring i den samlede stilling, mens Red Bulls Daniel Ricciardo vandt selve løbet ved at overhale Rosberg med to omgange igen.

Kevin Magnussen (McLaren) startede som nummer 12, men sluttede som nier og scorede to point.

Danskerens holdkammerat, Jenson Button, blev nummer fire og scorede 12 point, hvilket betød, at han kunne trække yderligere fra Magnussen i den interne McLaren-konkurrence.

Afslutningen bød på en masse drama, hvilket endte med at sikre Magnussen point. Rosberg måtte trods en føring passe på sin pressede bil, der mistede power på langsiderne, og han måtte derfor lade Ricciardo køre forbi til sidst.

For Rosberg handlede det om at score gode point, fordi tyskerens Mercedes-teamkammerat og værste konkurrent om VM-tronen, Lewis Hamilton, udgik tidligere i løbet.

På sidste omgang hamrede Felipe Massa fra Williams ind i Force India-køreren Sergio Perez, og begge kørere, som blandede sig i topstriden, udgik i en stor ulykke.

Det betød, at Magnussen hoppede ind i pointene. Det lignede ellers længe en 11.-plads og en nullert for danskeren.

Allerede på første omgang var der rigeligt med dramatik, da Marussia-holdkammeraterne Max Chilton og Jules Bianchi stødte sammen.

Britiske Chilton oversatsede i et sving og ramte sin franske kolleger, hvorefter Bianchi bragede ind i muren. Bagenden på Bianchis Marussia var totalt smadret, og heller ikke Chilton kunne fortsætte.

En safetycar blev straks sendt på banen, og mens det skete, kunne Magnussen konstatere, at han havde mistet en position i forhold til starten. Danskeren lå nummer 13 efter første omgang.

I fronten af feltet var de to Mercedes-duellanter Rosberg og Hamilton tæt på at røre hinanden i første sving, da Rosberg pressede Hamilton ud af banen.

Det medførte, at Red Bulls firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel sneg sig forbi Hamilton og lå toer lige bag Rosberg.

Med 25 omgange igen lå Massa i front af løbet, efter at både Rosberg og Hamilton havde været i pit, og så opstod der ny dramatik.

For kort tid efter duellerede Rosberg og Hamilton internt. Der blev overhalet på kryds og tværs mellem rivalerne, men lige pludselig var der problemer med Hamiltons bil, og briten måtte udgå.

Rosberg fik også problemer lige efter, da han lå etter efter et Massa-pitstop, og Sergio Perez samt Ricciardo og Vettel nærmede sig hurtigt.

Det så ud til at være blandt de fire, at vinderen skulle findes, men faktisk blandede Massa sig også i topstriden til sidst i det medrivende løb, som altså bød på den største dramatik på sidste omgang.

For australske Ricciardo var der tale om karrierens første grandprix-sejr. Mens Rosberg blev toer, snuppede Vettel tredjepladsen.

I den samlede VM-stilling topper Nico Rosberg med 140 point. Lewis Hamilton er toer med 118 point.

Lidt længere nede er Magnussen fortsat på niendepladsen - nu med 23 point. Button er nummer syv samlet - 20 point bedre end danskeren.

/ritzau/