Efter 50 års partnerskab om dansk detailhandel sælger A.P. Møller - Mærsk nu en væsentlig del af aktierne i Dansk Supermarked til detailkæden Salling.
- Det er et godt tidspunkt for A.P. Møller - Mærsk at overdrage ejerskabet til Salling Selskaberne, siger topchef i A.P. Møller - Mærsk Nils Smedegaard Andersen i en pressemeddelelse.
- Dansk Supermarked har gennem de seneste to år gennemført en revitalisering og har en stærk fremadrettet plan. Det går godt, og virksomheden er på vej frem i såvel Danmark som internationalt, siger han.
Salling-selskaberne F. Salling Invest og F. Salling Holding køber 48,68 procent af aktierne i Dansk Supermarked og samtidig 18,72 procent af aktierne i F. Salling.
Prisen lyder på 17 milliarder kroner, og salget ventes at indbringe en fortjeneste på 14 milliarder kroner til A.P. Møller - Mærsk.
- Vi har haft en eksklusiv dialog med Salling Selskaberne om ejerskabet. Det rette langsigtede ejerskab har ligget os meget på sinde, og blandt andet derfor bliver vi som medejere over en fem-årig periode, siger Nils Smedegaard Andersen.
- Det har været et godt og konstruktivt forløb, der bekræfter det gode samarbejde, vi har haft gennem årene, tilføjer han.
Med handlen har Salling-selskaberne sikret sig køberet på de resterende 19 procent i hver af selskaberne, som Mærsk fortsat ejer, efter fem år.
Bag dagens handel ligger et 50 år langt parløb mellem A.P. Møller - Mærsk og Salling.
Dansk Supermarked blev i sin tid grundlagt af Hermann Salling, da han åbnede det første supermarked i Danmark - en Føtex i 1960. Samme år stiftede han selskabet Jysk Supermarked.
I 1964 gik A.P. Møller ind i dagligvarebranchen. Han blev partner i Jysk Supermarked med 50 procent, og selskabet skifter navn til Dansk Supermarked.
Det har været en del af aktionæroverenskomsten mellem de to parter, at det skulle forbi Salling-selskaberne, hvis A.P. Møller - Mærsk på et tidspunkt ønskede at skille sig af med sin aktiepost.
Ifølge Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesmedlem i Salling Selskaberne, skaber handlen ro om Dansk Supermarked og spekulationer om ejerskabet.
- Vores ambition for Dansk Supermarked er fortsat vækst til glæde for kunder, medarbejdere og ejere.
- Aftalen afslutter enhver spekulation om ejerskabet, og vi kan nu fokusere fuldt ud på forretningen og vores ambition om at skabe en dansk detailvirksomhed i verdensklasse, siger Jens Bjerg Sørensen.
Den samlede værdi for Dansk Supermarked er 41 milliarder kroner.
Aftalen ventes at blive gennemført i første halvdel af 2014.
/ritzau/