Umiddelbart får det næppe de store konsekvenser for rederigiganten Mærsk, at et flertal af borgerne i Storbritannien har stemt for, at landet skal forlade EU.
Men det er alligevel et nævneværdigt tab, som over tid kan hindre væksten i både Storbritannien og det resterende EU.
Sådan lyder vurderingen fra Mærsk-gruppen ifølge Ritzau Finans.
- Vi betragter det som et tab, at Storbritannien har besluttet at forlade EU, da det mindsker størrelsen på det indre marked og over tid gør handel mere kompliceret, siger Anders Würtzen, chef for Group Public Affairs hos Mærsk, i en skriftlig kommentar.
- Det kan blive en ulempe for EU og Storbritanniens vækstmuligheder og ambitioner.
Folkeafstemningen om det britiske EU-medlemskab var neglebidende tæt til det sidste. 51,89 procent af de britiske vælgere stemte torsdag for at forlade EU. 48,11 procent stemte, at Storbritannien skal blive i unionen.
Hvad udfaldet kommer til at betyde for Mærsks forretninger i Storbritannien, afhænger af en lang række forhold. Men shippingkoncernen, der råder over verdens største containerlinje, er ikke truet af det britiske exit.
- Vi forventer en begrænset effekt på den korte bane på vores forretning i Storbritannien som en konsekvens af folkeafstemningen, siger Anders Würtzen.
- Den længerevarende effekt vil afhænge af faktorer som handelsmønstre, forbrugervaner og vækst i Storbritannien, Europa og andre regioner, siger han.
Også Danmarks Rederiforening fremhæver, at der i kølvandet på den britiske folkeafstemning følger uvished i både Storbritannien og resten af EU.
Det skriver netmediet Shippingwatch.
- Det vil efter al sandsynlighed betyde en længere periode med usikkerhed om Storbritanniens handelspolitiske relationer til resten af EU og omverdenen generelt, siger administrerende direktør i Danmarks Rederiforening Anne H. Steffensen til Shippingwatch.
/ritzau/