Mads Mikkelsen udpeget til Cannes-jury

admin

447 uger siden

|

25/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmark er flot repræsenteret, når Guldpalmen dette år skal uddeles ved filmfestivalen i franske Cannes.

Skuespilleren Mads Mikkelsen er blevet udpeget til at sidde med i den prestigefyldte jury, der skal beslutte hvilke film, der i år skal hædres med priser ved festivalen.

Med ham i juryen sidder blandt andre skuespillerne Kirsten Dunst, Vanessa Paradis og Donald Sutherland. Formanden for juryen er den australske instruktør George Miller.

Udover det danske jurymedlem kan vi i Danmark også glæde os over, at den danske instruktør Nicolas Winding Refn har mulighed for at tage hovedprisen Guldpalmen med sig hjem fra årets filmfestival i Cannes.

Hans seneste film "The Neon Demon" er udtaget til festivalens hovedkonkurrence.

Mads Mikkelsen selv har også tidligere taget en pris med hjem fra festivalen, da han i 2012 vandt prisen for bedste mandlige skuespiller for sin rolle i den danske film "Jagten", der er instrueret af Thomas Vinterberg.

Han har nydt international opmærksomhed siden sin skurkerolle i James Bond-filmen "Casino Royale" fra 2006 og har siden fået flere internationale roller i film- og tv-serier.

Filmfestivalen i Cannes regnes for at være en af de fornemmeste filmfestivaler i verden.

Både filmstjerner, instruktører og producere deltager i festivalen, der bliver massivt dækket af medier fra hele verden.

I år er det filminstruktør Woody Allen, der for tredje gang skal åbne festivalen med premieren på sin nye film "Café Society", som foregår i 1930'ernes Hollywood.

Tidligere har de danske instruktører Lars von Trier og Bille August vundet Guldpalmen på filmfestivalen.

/ritzau/