Måling: Venstre går mere tilbage - overhales af DF

admin

10 år siden

|

09/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, blev på posten efter sidste uges dramatiske hovedbestyrelsesmøde, men vælgerne siver fortsat fra det store oppositionsparti.

I en ny meningsmåling fra Voxmeter falder Venstre tilbage til præcis 20 procent af stemmerne og må se sig overhalet af både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Socialdemokraterne ville som det største parti få 23,2 procent af stemmerne, hvis der var folketingsvalg i morgen, mens der for Dansk Folkeparti er tale om den bedste Voxmeter-måling nogensinde.

20,8 procent ville sætte kryds ved Dansk Folkeparti, og det betyder, at DF for første gang er større end Venstre i en måling fra analyseinstituttet.

Selv om Dansk Folkeparti samler en del af de frafaldne Venstre-vælgere op, så kan statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og resten af regeringen glæde sig over, at forskellen mellem de to blokke i dansk politik er mindre end i lang tid.

Rød blok - S, R, SF og EL - står til at få 85 mandater, mens partierne i blå blok - V, DF, K og LA - tilsammen kan mønstre 90 mandater.

Ud over de danske mandater er der fire nordatlantiske mandater – to fra Grønland og to fra Færøerne – der i dag fordeler sig med tre til rød blok og et til blå blok.

Dermed er det ifølge denne måling kun to mandater, der skal vindes over midten, for at den røde blok kan genvinde regeringsmagten ved et valg.

Venstres vælgeropbakning har været i frit fald i de seneste uger, mens historier om formand Lars Løkke Rasmussens forbrug af partiets penge til blandt andet tøj og flyrejser for familien.

For mindre end en måned siden - den 11. maj - var Venstre således Danmarks suverænt største parti i Voxmeters meningsmåling med en vælgertilslutning på 27,5 procent.

Samtidig havde blå blok en solid føring på 97 mandater mod rød bloks 78.

Meningsmålingen baserer sig på telefoninterview med 1036 repræsentativt udvalgte personer over 18 år, som er foretaget i sidste uge fra den 2.-8. juni.

Dermed har nogle svaret inden Venstres dramatiske hovedbestyrelsesmøde i tirsdags, hvor Løkke - med succes - kæmpede for sit politiske liv, men størstedelen har svaret efter, at det stod klart, at Løkke fortsætter som Venstre-formand.

Meningsmålingen har en maksimal statistisk usikkerhed på 2,6 procentpoint.

/ritzau/