En måling foretaget af Voxmeter for Ritzau viser, at blandt de vælgere, der synes, at sundhed og sygehuse er vigtig for, hvad de vil stemme, stemmer et flertal - 58,2 procent - på partierne i den røde blok.
De adspurgte i målingen er blevet bedt om at pege på, hvilke emner, der er vigtigst for, hvor de sætter deres kryds, og hvilket parti, de vil eller hælder til at stemme på, hvis der var folketingsvalg i dag.
Målingen viser, at flest vælgere er optaget af enten sundhed og sygehuse eller indvandring, asyl og integration.
Rød blok tæller i målingen Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.
Modsat ved sundhedsvæsnet vil et flertal blandt de vælgere, der synes, at indvandring er vigtigt for, hvor de sætter deres stemme, sætte deres kryds ved blå blok.
Her vil 70,6 procent af de vælgerne sætte deres kryds ved enten De Konservative, Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre eller Liberal Alliance.
Det emne, der interesserer den tredjestørste andel af vælgerne, er arbejdspladser. Her stemmer 55,3 procent af de vælgere, der synes, det er vigtigt, på partier i den røde blok.
Emner som klima og miljø, økonomisk vækst og uddannelse optager omkring hver femte vælger.
Blandt de vælgere, der mener, at klimapolitikken og uddannelse er vigtige for, hvor de sætter deres kryds, er der et flertal af vælgere på henholdsvis 78 og 68 procent, der samtidig vil vælge at stemme på et rødt parti.
Modsat vil et flertal på 58 procent af de vælgere, der mener, økonomisk vækst er vigtigt, sætte deres kryds ved et blå parti.
Målingen er foretaget i anledning af, at der søndag var højst seks måneder til et folketingsvalg. I målingen er 1000 vælgere blevet spurgt i et spørgeskema på nettet.
/ritzau/