Liberal Alliance er tilbage i dansk politik. Det stod klart efter en fænomenal valgkamp, der i går lakkede mod enden.
Dette var også ordene, som en træt partiformand Alex Vanopslagh brugte i går, da han trådte ind på scenen.
Men det er langt fra kun i antallet af stemmer, at Liberal Alliance nyder succes.
På den populære platform TikTok har partiformanden nemlig gjort god figur under hele valgkampen. På mange måder kan man sige, at han er blevet lidt af en ‘TikTok-stjerne’.
Nu løfter han dog sløret for, at det slet ikke er ham, der er hjernen bag videoerne.
Det sker i et hudløst ærligt interview, hvor det danske medie se og hør, fangede den trætte partiformand:
“Det er jo faktisk ofte vores dygtige ansatte, der kommer med gode TikTok-idéer”, afslører han med en drink i hånden.
Herefter tilføjer se og hørs reporter:
“Afslører du lige dig selv der?”, mens Vanopslagh svarede:
“Jeg er stolt over, at vi har dygtige ansatte, der gør mig god. Jeg kan ikke finde ud af en skid på TikTok. Nej, det er vores folk”.
Man kan dog ikke andet end at lette på hatten over hans fænomenale valgkamp, der ved tirsdagens Folketingsvalg endte med, at partiet fik 7,9 procent af danskernes stemmer. Det er en markant fremgang fra valget i 2019, hvorfor de også vokser til 14 mandater i Folketinget.