Lun weekend: Nu bliver temperaturen tocifret

admin

10 år siden

|

14/02/2014

Dagens topnyheder

For første gang i 2014 kan der aflæses en tocifret temperatur på termometeret. Det sker lørdag på en weekend, hvor det trods milde temperaturer bliver gråt og vådt.

Fredagen fortsætter i samme dur, som vi har oplevet de seneste dage, siger vagtchef ved DMI Jørn Thomsen. Altså bliver det skyet med lidt vand, men det kan også klare op af og til.

- Der kommer pænt vejr hen over landet med lidt eller nogen sol og også tørvejr de fleste steder, siger meteorologen.

Bygerne rammer fortrinsvist Nord- og Vestjylland i løbet af formiddagen, og heller ikke Bornholm går fri for regn.

Det er fredag, at vinden gør mindst væsen af sig i forhold til weekendens efterfølgende dage. Den bliver let til frisk. Temperaturerne er mellem fem og syv varmegrader.

Natten til lørdag bevæger et engelsk lavtryk sig ind over Danmark. Dog uden de samme vandmasser, som har plaget englænderne de seneste dag.

- Det gør, at vinden tiltager i løbet af natten og bliver op til hård kuling ved kysterne. Lavtrykket har også regn med sig - i en svækket udgave. Men sidst på natten og lørdag morgen vil man nok synes, at det er lidt råt.

- Når det blæser og det siler ned først på morgenen, så skulle man ikke tro, at det bliver 10 graders varme, men det gør det, lyder det fra Jørn Thomsen.

Regnen hører nemlig op, og på den anden side venter en smule sol og mellem fem og 10 graders varme. Den kraftige vind aftager samtidig en smule, men er stadig frisk til hård.

Allerede søndag er det slut med de tocifrede temperaturer. De ligger i stedet omkring fem grader og lidt over.

Selvom termometeret peger på tidligt forår, så er det ikke den årstid, som Jørn Thomsen vil bruge til at karakterisere vejret i weekenden. Det er snarere efterårsvejr, mener han.

- Der er for meget vind til, at man kan kalde det forårsvejr, konstaterer DMI's vagtchef.

/ritzau/