Lukas Graham stormer ind i vild top tre i USA

admin

452 uger siden

|

22/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er efterhånden blevet en vane for danske Lukas Graham, at hver uge starter med en ny topplacering på de internationale hitlister.

Denne gang er de danske drenge med den soul-inspirerede popmusik klatret op på en flot tredjeplads på Billboards toneangivende hitliste Hot 100, hvor de lå nummer fem i sidste uge.

Billboard skriver samtidig, at "7 Years" for anden uge i træk er den bedst sælgende sang i USA med 125.000 digitale downloads.

Den patosfyldte fortælling om Lukas Grahams barndom og fremtidsdrømme klarer sig også godt på de store streamingtjenester, hvor den er sprunget to pladser op til en placering som den sammenlagt syvende mest streamede sang.

Bandet, der for længst har erobret Danmark, udsender albummet "Lukas Graham" internationalt på fredag, og så kan det være, at "7 Years" får følgeskab af endnu flere ørehængere fra det længe ventede album.

The Vodafone Big Top 40, der er Storbritanniens mest populære kommercielle radioprogram, skriver i hvert fald på deres hjemmeside, at britiske lyttere godt kan glæde sig til sangen "Drunk In The Morning".

- Hvis du er forelsket i Lukas Grahams "7 Years", og hvem er ikke det, er du nødt til at høre, deres anden single "Drunk In The Morning". Hvis ikke du nynner med til dette nummer, er der helt sikkert noget galt med dig, lyder de rosende ord.

/ritzau/FOKUS